For at gøre livet lettere i Skjoldsparken, har vi forfattet – og vedtaget – denne vejledning:

Vedtaget på generalforsamlingen 2021


OM SKJOLDSPARKEN

‘Skjoldsparken’ består af husene Skjoldsvænge 42-88 (lige numre) i Vojens. I alt 24 toplans rækkehuse, bygget i ’blokke’ á fire. Husene, som har fladt tag, er alle bygget i 1970’erne.

Husene er bygget med en lille terrasse til hver side samt med carport og redskabsskur. De fleste huse har overdækket terrassen imellem hus og carport, således at man har en udestue.

Husene nr 58-64 har – tilbage i 1991 – fået tilladelse til, og opført, fire sammenhængende garager – den såkaldte ’hangar’.

Husene er beliggende på én stor grund, som man ejer i fællesskab. På grunden findes en stor, centralt beliggende, græsplæne, en lille skov, en lille legeplads med legehus, en stor bænk, en flagstang m.v.

Det private ejerskab betyder blandt andet, at man ejer vejen (asfalten) og gadelamperne. Grundejerforeningen opkræver, efter godkendelse på generalforsamlingen, et ekstra kontingent, som er øremærket fx renovering af vej og gadelamper.

Kloak fra hus til fælles ledning i vejen er hvert hus’ ejendom. Kloakken i fællesvejene ejes i fællesskab igennem grundejerforeningen på lige fod med gadelamper, asfalt og øvrigt fællesareal.

Halvdelen af de 24 huse er ’ende-rækkehuse’ med en vis rådighedsret over det fælles areal, som ligger ved deres hus. (Se under ’Fælles areal’).

I Skjoldsparken, hvor man bor meget tæt med sine naboer, er der fokus på ’Godt naboskab’. Fundamentet i ’Godt naboskab’ er to former for hensyn samt god dialog. Man viser hensyn til sine naboer ved at begrænse fx støjende/larmende adfærd, nattelange fester o.lign. Men man viser også hensyn ved at tolerere, at naboerne støjer/holder fest. God dialog med naboerne sikrer, at der ikke opstår konflikter.

Husdyr – hunde, katte etc – er naturligvis velkomne i Skjoldsparken under de regler, som findes alle andre steder i samfundet. (Fx pligt til at overholde ’Hundeloven’ – se Bilag 1).

EGET AREAL OG HUS

Husene i Skjoldsparken er 61 m2 i to plan = 122 m2.
Oprindelig er husene bygget med gule sten på gavle samt i brand-vægge, flade tage og træbeklædte facader. Træværket var malet med træbeskyttelse i farverne ’Svensk rød’ og ’Grøn umbra’, som var særdeles moderne i 1970’erne.

Siden er mange huse blevet renoveret. Ofte med en anden facadebeklædning og andre døre/vinduer.

Grundejerforeningen opfordrer til, at man renoverer sit hus med facadebeklædning i grå (farve ca NCS 2500) og med vinduer/døre i hvid, sort, antracit (mørk grå) eller rød (ca svensk rød). Farve på sternbræt bør være sort, grå eller rød (svensk rød).

Oprindelig gik hvert hus’ grund kun et par meter ud bagtil og ud til og med carporten fortil. Siden er det blevet ændret således at ’baghaven’ går ud til vejen (asfalten). For husene 66-88, som er beliggende langs Skjoldsvænge, går grunden hen til skel imod vejen.

En del huse er blevet forandret således at carport og redskabsskur ikke længere anvendes til oprindeligt formål. Dette samt det faktum, at en del beboere har mere end én bil, lægger et vist pres på parkeringspladserne.

FÆLLES AREAL

Fællesarealet i Skjoldsparken er alt det areal, som ikke udgøres af hvert hus’ egen grund.

Fælles areal er – i princippet – alles ejendom. Alle har – i princippet – lige adgang og lige forpligtelse til at passe på og vedligeholde fælles areal.

Ende-rækkehuse råder over den del af fællesarealet, som støder op til deres huse. De står også for vedligehold af dette areal. Råderetten er dog begrænset på denne måde:

Ønskes der etableret flisebelægning, opsat skure, etableres stakit eller hæk, bygges carport eller andre konstruktioner, skal der forud ansøges om tilladelse på grundejerforeningens generalforsamling, jvnf vedtægternes §9. Bemærk, at tilladelse kræver kvalificeret majoritet. Etableringen skal foretages håndværksmæssigt korrekt, fornødne tilladelser (fx byggetilladelse) skal indhentes og arealet skal – med mindre andet er aftalt med en ny køber af huset – føres tilbage til oprindelig stand ved fraflytning.

Opsætning af fx stangtennis, trampolin, tørrestativ, borde og bænke o.lign kræver ikke forhånds tilladelse. Dog skal alt monteres i respekt for det fælles rum.

Der må ikke, på fællesareal, parkeres campingvogne, store/høje trailere, både på trailer o.lign i længere tid end som det, med rimelighed, tager at gøre denne vinter/sommer klar.

Græsarealet centralt på området samt græs langs bækken slås af beboere på skift. Maskinmestrene udsender ved sæsonens begyndelse en liste, så man kan se når det er ens tur til at slå. Straks man har slået græsset underskriver man listen og lægger den i næste nabos postkasse.
Flere personer i Skjoldsparken hjælper med slåningen, hvis man er forhindret. Dette koster et mindre beløb. Se kontakt numre i maskinhuset eller på hjemmesiden.
Øvrigt fælles areal vedligeholdes på ’Grønne dage’.

RETTIGHEDER OG PLIGTER

Alle beboere i Skjoldsparken har ret til at benytte fælles areal (dog ikke areal ved ende-rækkehuse, hvor dette er inddraget til privat brug). Alle har ligeledes ret til at benytte fælles ejendom (bemærk her, at visse ting skal reserveres forinden og kan være reserveret af andre).
Alle har ret til at benytte områdets flagstang. Husk at lægge flaget tilbage på plads efter brug.
Alle kan benytte områdets lille skov (husk at efterlade den ren og fin. Her må ikke aflæsses haveaffald).
Alle kan ytre sig ved Grundejerforeningen generalforsamling. Alle kan her få sine forslag debatteret og vedtaget (husk at vedtægterne definerer indleveringsfrister osv).
Alle kan, hvis det ønskes, få et jordlod til køkkenhave på fællesarealet.

Alle har pligt til at holde pænt (også fx langs bæk og i skov). Affald må ikke smides nogetsteds – heller ikke haveaffald.

Alle har pligt til at tage hensyn til naboer. Både hvis man ’støjer’ og hvis naboen gør det.

GRUNDEJERFORENINGEN SKJOLDSPARKEN

Når man køber et hus på Skjoldsvænge, lige numre imellem 42 og 88, bliver man automatisk medlem af Grundejerforeningen Skjoldsparken.
Medlemskab er obligatorisk.
Grundejerforeningen Skjoldsparken faciliterer de fælles opgaver, fælles materiel og fælles aktiviteter, som følger med at bo i Skjoldsparken. Foreningens øverste myndighed er den årlige generalforsamling. Driften forestås af foreningens bestyrelse. Hertil kan alle husejere og eventuelle -lejere opnå valg.

Grundejerforeningen opkræver et årligt kontingent (pt kr. 1200), som går til den årlige drift af b.la havemaskiner, forsikringer osv.
Generalforsamlingen kan vælge at der opkræves et årligt ekstra kontingent, som er øremærket en konto, som imødegår store udgifter/investeringer som fx nye gadelygter, asfalt udbedring osv.

Grundejerforeningen rundsender en liste over fødselarer i området, hvis man ønsker at stå på denne. Det er alm god stil i foreningen, at man flager for sine fødselarer.

Grundejerforeningen giver en mindre gave til runde fødselsdage fra 50 og op, samt til bryllup, sølvbryllup osv. Man giver desuden en velkomstgave til nye ejere.

Grundejerforeningen indkalder til ’Grønne dage’, hvor fællesarealet vedligeholdes, ligesom der afholdes sociale arrangementer – fx et julearrangement.

FÆLLES EJENDOM

Hvert hus i Skjoldsparken ejer 1/24 af det fælles areal.
Desuden ejer man i fællesskab b.la:
Et maskinhus (placeret ved nr 88), en mindre legeplads, et stillads, som passer til husenes facade, diverse havemaskiner b.la havetraktorer, diverse værktøj til havebrug, en gas grill som kan lånes af medlemmer, diverse sammenklappelige borde som kan lånes af medlemmer, flagstang og flag.
Som andetsteds beskrevet ejer husejerne også vejene (asfalten) og gadelamperne. Det betyder også, at snerydning påhviler ejerne og vedligehold/udskiftning af gadelamper ligeså.
Strøm til gadebelysningen betales dog af kommunen.

FÆLLES ARRANGEMENTER

Med jævne mellemrum (efter behov) indkalder bestyrelsen til ’Grønne dage’. Dage, hvor fælles arealet vedligeholdes. Disse dage har typisk en varighed på et par timer og afsluttes med fx grill pølser og øl/vand/vin (på foreningens regning). Grønne dage kan have et fast tema, fx ’Ren skov’ o.lign.
Der er ikke mødepligt til Grønne dage, men det er god stil at deltage.

Foreningen afholder desuden sociale/festlige arrangementer. Fx julearrangement, sommerfest, ølsmagning o.lign. Disse arrangementer har typisk egenbetaling. Bestyrelsen kan også arrangere ture/udflugter.

WEBSITE OG FACEBOOK

Foreningens hjemmeside hedder www.skjoldsparken.dk
Her findes de fleste relevante informationer, mødereferater osv. Dog med de begrænsninger som findes fordi siden er tilgængelig for alle.

Foreningen har også facebook gruppen ’Skjoldsvænge fællesskab Vojens’. Her kan alle beboere i alle huse blive medlem og alle kan ytre sig.

Vigtig information fra foreningen bliver altid mailet ud og i særlige tilfælde printet og sendt ud i alle postkasser da vi ALDRIG forudsætter at alle læser website eller facebook.

BILAG

Hundeloven kan ses i sin helhed her