På torsdag den 12. juni afholder Skjoldsparken ordinær generalforsamling fra klokken 17.00.
Det sker i blok 6’s hangar og du skal huske at medbringe egen stol og drikkeglas. Hvis du også er tilmeldt fælles spisning skal du også medbringe bestik og tallerken.
På årets generalforsamling vil der være følgende dagsorden:
1.Velkomst samt valg af dirigent og referent
Ved formanden
2.Bestyrelsens beretning
Ved formanden
3.Aflæggelse af regnskab
Ved kassereren
4.Indkomne forslag til beslutning/debat
4.1 Beslutningsforslag vedr fællesareal – kræver 3/4 majoritet.
Forslagsstiller: Henning (62). Emne: Fartregulering.
Der etableres vejbumb ved indkørslen til Skjoldsparken og ved hus 66 (bilag 1).
4.2 Beslutningsforslag vedr fællesareal – kræver 3/4 majoritet.
Forslagsstiller: Søren (42). Emne: Fremtidens vedligehold.
Ny og lettere vedligehold af grønt område. (bilag 1).
4.3 Debat oplæg fra bestyrelsen
Kontingent-frihed i fremtiden. (bilag 1)
4.4 Debat oplæg fra bestyrelsen
Ende-rækkehuse. Lempelse af regler/beslutningsproces. (bilag 1)
5.Fastsættelse af budget og kontingent
Ved kassereren
- Valg til bestyrelse samt valg af revisorer/revisorsuppleant
På valg til bestyrelsen:
Julie (66) Modtager ikke genvalg
Kim (74)
Knud (76)
Jakob (82)
Pia (84) Modtager ikke genvalg
Peter (52)
Revisorer på valg:
Kresten (64)
Verner (56)
Suppleant: Brian (86)
7.Eventuelt
Der afsluttes med fællesspisning. Foreningen er vært ved smørrebrød samt vand/øl/vin.
Bilag til dagsorden:
4.1
Forslag til generalforsamlingen den 12. juni.
Opsætning af bump på asfalten ved indkørslen til Skjoldsparken, samt et bump ved hjørnet nr. 66.
Dette forslag for at sikre en sikker færden på vores område.
Bestyrelsen har jo behandlet et lignende forslag, men ikke godkendt det, derfor foreslår jeg det hermed gennemført.
Hilsen Henning i nr. 62
4.2
Jeg har følgende forslag til den kommende generalforsamling d. 12. juni
De ”Grønne dage” ændres til ”Sociale dage”, så vi mødes 3-4 gange om året, et par timer, et eller andet sted på plænen til hyggeligt samvær evt med pølser og øl/vand/kaffe/kage. Om man vil deltage er naturligvis frivilligt og vil være op til den enkelte.. Dette kunne måske fremme det sociale samvær.
Opgaverne på de nuværende ”Grønne dage” er fortrinsvis følgende:
Male kummer, klippe kanter langs vejene, tjekke kloakker, tjekke grene langs cykelstien, malerarbejde ved maskinhuset og måske et par andre ting.
Da disse opgaver jo skal løses, foreslår jeg at vi, i budgettet, afsætter et beløb på kr. 8.000 til vedligehold af grønne områder og finder en ekstern havemand (evt en persionist), som kommer og klarer tingene efterhånden som de dukker op hen over året. Jeg mener at det er realistisk at klare det inden for dette beløb.
Mit forslag tager også udgangspunkt i, at vi er en del som er oppe i alderen, hvor det ikke bliver nemmere at klare de fysiske opgaver på de ”Grønne dage”.
Men mødes til hyggeligt samvær, kan de fleste af os heldigvis stadig klare.
Med venlig hilsen Søren Danielsen (42)
4.3
Bestyrelsen ønsker en debat om, forsamlingen stadig finder ordningen med at have kontingent frihed til maskinmestre som en god ordning. Ikke for at så tvivl om at foreningen har fået en masse for pengene, men for at fremtidssikre i en fremtid hvor flere ting kan kræve ”fremmed arbejdskraft”. Er der fx andre funktioner, som kunne give kontingentfrihed?
4.4
Bestyrelsen ønsker en debat om, forsamlingen kunne overveje at man ændrede i vedtægterne så man lettere kunne disponere over fællesareal, der en beliggende ved enderækkehuse. Naturligvis i enighed med eventuel nabo. Hvis man fx ønsker at plante en hæk.